Anya Tatiana, formand og frivillig
Jeg har mange års erfaring med molosser-racerne og er vokset op med dem. Udover at have haft mine egne hunde i mange år, har jeg også arbejdet med hunde udefra. Gennem tiden har jeg hjulpet med træning, rehabilitering, omplacering til gode hjem, deltaget i dyreværnssager og meget mere.
Tidligere har jeg både trænet og udstillet egne og andres hunde under FCI. Jeg har taget flere relevante kurser og uddannelser, bl.a. inden for dyrevelfærdslovgivning, udvidet førstehjælp til hunde, fodervejledning og hundeholderuddannelsen fra DKK.
Til daglig tager jeg mig af hundene, træner dem, sørger for rengøring og vedligeholdelse, håndterer administrative opgaver og meget mere. Jeg er uden tvivl en af foreningens travleste ildsjæle.
Mine egne hunde og foreningen er mit hjertebarn, og jeg brænder for at hjælpe hunde, der er kommet i klemme – uanset årsagen.
Maya Wulffsberg, Næstformand og frivillig
Jeg har været en del af foreningen helt fra begyndelsen – endda før den officielt blev dannet – og har nydt at se både vores arbejde og fællesskab vokse gennem årene.
I over 20 år har jeg arbejdet med hunde og – som specialpædagog – også med mennesker. Jeg opdrætter Berner Sennen-hunde og har en bred uddannelsesmæssig baggrund inden for hundetræning og adfærd.
Mine kompetencer inkluderer bl.a.:
DKK opdrætteruddannelse
DKK hundeholderuddannelse
Certificeret klikkerinstruktør
Adfærdsinstruktør
Servicehundetræner ved Trinitas
Dog Parkour-instruktør
Derudover har jeg taget en lang række kurser og uddannelser hos anerkendte eksperter som bl.a. Ken Ramirez, Turid Rugaas, Anders Hallgren og Terese Schumann. Mine specialer spænder bredt – fra anatomi, krops- og sensorisk forståelse til udvidet førstehjælp til hunde, kropskontrol, bevægelsesapparatet, indlæringspsykologi, adfærdsregulering, mentaltests, signalforståelse, hundesprog og håndtering.
Kort sagt: Mit liv er – på den mest positive måde – gået i hundene!
Kristina, sekretær og frivillig
Steffen, frivillig
Vi bor sammen med vores 4 skønne hunde, hvor 2 af dem er adopteret igennem foreningen.
Til daglig arbejder jeg, Kristina, i en dyrehandel. Jeg er uddannet dyrepasser med speciale i dyrehandel, og har over 20 års erfaring samt flere uddannelser og kurser bag mig som f.eks. fodervejledning og udvidet førstehjælp til hunde. Min mand, Steffen, arbejder i stilladsbranchen, hvilket også har ført til faste bygge- og praktiske opgaver i foreningens regi. Steffen har også gennemgået kursus i udvidet førstehjælp til hunde.
I vores fritid er vi en fast del af foreningen, og vi nyder at vandre i naturen, samt træne K9 Biathlon med vores hunde.
Tea, bestyrelsesmedlem og frivillig
Jeg bor sammen med mine hunde, er uddannet social- og sundhedshjælper og største delen af min fritid bruges i foreningens regi.
Min rolle i foreningen går ud på at hjælpe med luftning, træning og pasning af foreningens hunde. Praktiske opgaver, samt at hjælpe til med de sociale medier.
Jeg tager gerne hunde i pleje, og har selv adopteret en hund igennem foreningen.
Jeg løber med mine hunde, træner K9 biathlon og nyder at tage på vandreture.
Mit hjerte ligger især hos de mere aktive racer, og jeg har stor interesse for særligt sensitive hunde.
Ayla og Daniel, frivillige
Vi er faste frivillige i foreningen, og jeg, Ayla, har været med siden dens start.
Vi hjælper med alt mellem himmel og jord – ingen opgave er for stor eller lille. Min kæreste tager sig primært af praktiske opgaver, og vi er i foreningen flere gange om ugen.
Jeg er vokset op med Berner Sennen hunde og har siden haft hunde i pleje fra foreningen. I dag har vi en kat og en håndfuld fantastiske fugle, som jeg også hjælper med fra tid til anden.
Michelle, kasserer
Jeg er foreningens kasserer og har ansvaret for regnskabet m.m. Til daglig arbejder jeg også inden for dette fag.
I min fritid nyder jeg tiden med mine to fantastiske Cane Corso’er, som jeg bruger meget tid på.
Foreningen har derudover en fantastisk gruppe frivillige over hele landet, der hjælper hundene på forskellige måder – de indsamler brugt udstyr, står for transport, fungerer som plejefamilier og meget mere!