Charlie søger sit nye hjem
Charlie er en intakt labrador på 1,5 år og lidt større end gennemsnittet for racen.
Vi kender ikke meget til hans fortid, så vores vurdering af ham bygger på den tid, han har tilbragt hos os.
Han er en sød, kærlig og omgængelig hund, som dog kan være en smule sensitiv over for store armbevægelser. Charlie er glad for mennesker og trives også med lidt større børn. Han elsker selskab og følger gerne én tæt omkring.
Han har brug for stabile rammer og en kærlig, konsekvent opdragelse i sit nye hjem.
Hos os har han ikke udvist negative reaktioner over for andre hunde, men vi kan ikke sige med sikkerhed, om han vil kunne bo sammen med en tæve. Hans forhold til katte kender vi heller ikke.
Det vides ikke, om han kan være alene hjemme, men i vores kennel fungerer det fint. Han kan dog finde på at bide lidt i sine tæpper.
Charlie vil meget gerne med på tur og går pænt i snor. Han er endnu ikke helt tryg ved at køre i bil og har brug for lidt hjælp til at komme ind.
Vi formidler ham ikke til lejlighed eller etagebyggeri.
Charlie formidles på en bindende kontrakt, og med ham følger tilpasset udstyr, foder til den første tid og andre vante sager.
Han er opdateret på sine vaccinationer, sundhedstjekket, mentaltestet og justeret af osteopat. Der medfølger også en personlig pasningsvejledning.
Formidlingsgebyret er 3.600 kr.
Hvis skønne Charlie lyder som den rette hund for dig eller din familie, så send os en mail på info@genbrugsmastiff.dk og fortæl, hvad du eller I kan tilbyde ham.